Det konstant at blive skubbet rundt, uden de stabile ben at stå/gå på...
Ja det gør én så indædt & vred, at man ser sig selv mere & mere ondsindet.
Hvilket er endnu mere trist, da det formørker verdenen. - Især for dem der holder af én....
(Og så meget hårdere at holde af noget/nogen som helst. - Da det/de jo "Bare" bliver taget fra én igen.)
Be the first to rate this post
- Currently 0/5 Stars.
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5